Temperaturtæppe

Et temperaturtæppe er et tæppe der vist oprindeligt tager et år at hækle/strikke.

Det går ud på at man laver en temperaturskala med de farver man ønsker, og derefter måler eller aflæser temperaturen hver dag og tager den farve man har valgt for den pågældende temperatur. Siden jeg gik i gang med det ovenstående tæppe, har jeg fundet ud af et par nyttige tips,

  • Maks 2 grader for hver farve (jeg havde sat det til 5 grader, så de første 4 måneder er stort set samme farve)
  • Regn ud hvor stort tæppet bliver når det er færdigt, dette kan gøres ved at lave en test på f.eks. 10 rækker og derefter gange op, husk at der bliver 352 rækker i alt!
  • Vælg de farver du godt kan lide eller farver der spiller godt sammen, eller hvis du er vild med det, så bare bland farverne hulter til bulter.

Jeg har valgt at hækle mit første tæppe i bomuld, men jeg har også lavet et temperatursjal i alpaca. Man kan egentlig gøre som man vil, bare husk på størrelsen af det endelige produkt i forhold til det mønster man vælger.

Grunden til at jeg startede på dette tæppe i bomuldsgarn, var at jeg ville prøve at se hvor let/svært det ville være for en uøvet hækler (jeg strikker), at hækle med det flertrådede garn jeg sælger her i shoppen. Selvom jeg som sagt ikke er øvet, så går det utrolig let, og det er sjældent jeg får fat i en enkelt tråd, hvilket jo også godt kan ske med "almindelige" nøgler. Dette garn er bare så utrolig lækkert og blødt og giver et virkelig fint og jævnt resultat.

Udover at bruge bomuldsgarnet til et temperaturtæppe, er det også et dejligt garn til dyr, klude og alle de andre ting du bruger bomuldsgarn til.

Hvis man ikke tør give sig i kast med dette garn, sælger jeg selvfølgelig også helt almindelige nøgler med lækker bomuld fra DROPS.